Kom i julestemning på Banktorvet i Helsinge d 29/11 fra kl 15 til 18, hvor nissepigerne, Cat og Anna, lægger
deres vej forbi. De spiller og synger december ind, og der er juleløjer og knas over hele linjen, når musik og
fortælling flettes sammen som hjerter af det blødeste silkepapir. Publikum inviteres med til klap og dans, og
der er både fællessang og omkvæd at skråle med på – foruden en håndfuld gamle musikalske kendinge i
knaldrød forklædning.
Musikerne bag er de to jazzsangerinder, Cathrine Legardh og Anna Kruse, som finurligt fortolker sange, som
vi alle kender og elsker – men muligvis har brug for at blive mindet om. Målgruppen er 0-116 år, og det hele
er rettet mod alle, som har indset, at: JULEN ER RØD – og den er kommet for at blive!
‘Store som små sad med smil på læben og sang med på kendte julesange… Man blev forført ind i et hyggeligt og rart juleunivers og med Cat & Annas meget livsglade og medrivende fremtoning mærkede man slet ikke at tiden gik’. VETERANHJEM KBH, Nicolaj List Mortensen, d 28. nov. 2022